RHODE ISLAND REDS (R.I.R.)

A. OPRINDELSE:

Denne race er i sin tidligste form en landrace fra staten Rhode Island, der ligger på Nordamerikas atlanterhavskyst. Mange forskellige racer blev bragt hertil af søfolk, der kom fra Asien, Indien og Ceylon, og mange af dem havde den stærke røde farve, som så kraftigt har slået igennem hos alle de forskellige krydsninger, der har dannet grundlag for Rhode Island Red racen. Blandt stamfædrene kan nævnes Shanghai-hønsene, med kraftig rødsort fjerdragt, de store Malayer- og Java-høns med rød fjerdragt. Disse høns blev krydset med de lokale landhøns, og i løbet af forholdsvis få år var den røde fjerdragt dominerende.

Den enkeltkammede R.I.R. blev anerkendt og optaget i den amerikanske standard i 1904, og året efter blev den rosenkammede varietet optaget. På grund af sine fortrinlige nytteegenskaber har R.I.R. racen vundet en udbredelse, der vist kun er overgået af italiener-racen.

B. HELHEDSPRÆG, ADFÆRD OG NATUR:

En race, der ligger lidt over de mellemsvære racer, hvad angår størrelse, med smuk mørkerød fjerfarve og gule løb. Kropsformen er rektangulær med lige ryg, dybt bryst, fyldigt bagparti (såkaldt murstensform). En rigtlæggende høne der egner sig fortrinligt til det mindre hønsehold i baghaven, fortrolig og omgængelig og ret hårdfør. Findes i såvel enkeltkammede som i rosenkammet udgave.

C. RACEKENDETEGN:

HANE:

Krop: lang, lige, bred og dyb. Kropstillingen vandret. Kroppen skal, set fra siden, have udseende som en aflang firkant. Befjering og dun gennemgående tæt tilliggende.

    Holdning: ikke for stærk rejsning.

    Hoved: middelstort, vandret stillet, lidt fremadbåret.

    Øjne: livlige, røde eller rødbrune.

    Næb: middellangt, svagt krummet.

Kam: knap middelstørrelse, faststillet på hovedet, aldeles lige og opretstående, med ikke flere eller færre end fem smukt og regelmæssigt formede takker, brede ved udspringet og spidst tilløbende, de midterste lidt større end de forreste og bageste; for- og bagparti smukt symmetrisk formede. Bagpartiet skal nærme sig overnakken, for hanens vedkommende dog uden at berøre den, fri for bitakker eller udvækster; kamrodsfladen jævn, glat, fri for buler og af betydelig bredde af kambasen fra hovedet.

Øreskiver: aflange, glatte, velformede.

Hagelapper: middelstore, glatte, vel udfoldede,uden rynker, forneden lidt afrundede.

Hals: middellang, lidt fremadstrakt. Behæng rigeligt, godt, men ikke overdrevent tæt tilliggende, faldende godt ud over skuldrene.

Ryg: bred, lang, vandret stilling, hos hanen yderst ringe svajning op mod halen og halsen. Sadelbehæng rigeligt, middellangt, og må ikke nå nedenfor kroppens underside.

Hale: middellang, vel udbredt, højdestilling kun 30' over en vandret linie, hvad der bidrager til ryggens og kroppens tilsyneladende længde. Seglfjerene skal være middellange og nå lidt ud over halens stive styrefjer, hvis ender derved skjules. De mindre seglfjer og haledækfjer skal være middellange, ret rigelige og skjule eller på det nærmeste skjule styrefjerenes sider.

Vinger: temmelig store, vel sammenfoldede, vandret bårne, forkanten skjult af halsbehænget og brystfjerene og spidserne af sadelfjerene.

Bryst: dybt, fyldigt, vel rundet.

Lår: kraftige, godt adskilte og godt beklædte med tætliggende bløde fjer.

Løb: middellange, velrundede, glatte og ubefjerede.

Tæer: (4) af middellængde, lige og velspredte.

HØNE:

I det væsentligste som beskrevet for hanen, med den naturlige forskel der adskiller kønnene. Endvidere dette, at halskraven ikke bør være for fyldig (brusende), men at fjerene ligger tæt og slutter sig godt til skuldre og ryg uden iøjefaldende afbrydelse af en fortsat linie.

Ryg: lang, i hele dens længde vandret, hos den fuldt udviklede høne bred. Ved dyr der mangler udvikling giver det indtryk af, at dyret er for smal af krop i forhold til længden.

Hale: middellang, ret udbredt; højdestilling 30', altså forholdsvis meget ringe halestilling. - Hønens kam middelstor. Hagelapperne små, godt udfoldede, næsten runde.

A-fejl: mere end 1/4 hvidt i øreskiverne, helt lyse øjne, løb og tæer af anden farve end gult eller gule med rødligt farvede forskæl, spinkel krop der mangler kropsrummelighed, flad skrånende brystlinie, der mangler dybde.

    Fejl: mindre hvidt i øreskiverne, lyse øjne, for lyse (afblegede) løb.

    ÆG: Skalfarven varierer fra brun til mørkebrun, mindstevægt for rugeæg: 60 g

    Vægt: Hane: 3,0-3,5 kg                    Høne: 2,2-2,7 kg

    Ringstørrelse: Hane: C Høne: D

Bemærkninger: Afgjort kraftig, smuk rød underfarve, indbefattet dunene helt ind til kroppen, giver gode muligheder for nedarvning af god rød farve. Når - ved en kyndig bedømmelse - den samlede pointsværdi for flere enkeltdyr står lige, bør den gode underfarve ubetinget foretrækkes.

FARVEVARIETETER:

    RØDE:

    (Se farvebilledet)

HANE OG HØNE:

    Næb: rødlig hornfarvet eller gult.

    Øjne: røde eller rødligt brune.

    Kam, ansigt, øreskiver og hagelapper: livligt røde.

Løb og tæer: stærkt gule eller rødligt hornfarvede. En rød stribe ned ad løbenes sider, især hvis de er gule, er ønskelig.

Fjerdragten: som beskrevet under rød (R.I.R.) fjerfarve, standardfarve nr. 7. side: 61, dette gælder også A-fejl og fejl. (Se farvefjertavle l og III fjer nr. 7 og 7A).

ROSENKAMMEDE R.I.R.

HANE OG HØN

    I alle henseender - med undtagelse af kam - som foreskrevet for de enkeltkammede.

Rosenkammen: skal være lav, ikke for stor og gå smukt tilbage over isse og nakke i en jævnt fortsat runding, bredest fortil, men ikke for bred, og bagtil ende i en spids, som hos hanen må hæve sig ganske lidt over nakken, men hos hønen, hvis kam bør være meget mindre end hanens, slutte til nakken. Kammen faststillet, dens lidt afrundede overside tæt besat med ganske små vorter. Hulheder på oversiden og større uregelmæssigheder udelukker fra anerkendelse eller medfører nedsættelse i points, alt efter forekomstgraden.

HVIDE R.I.R:

I Amerika findes der også en hvid varietet som enkelte gange har været vist på en dansk udstilling, men ikke de seneste 30-40 år. Viser den sig atter vil der snarest fremkomme standardbeskrivelse for denne varietet.

Kilde: Skandinavisk Fjerkræstandard